Holmbladsgade

Barndommens gade, baggården!

Som sagt måtte jeg ikke bruge hovedtrappen, da den førte direkte ned til den - også dengang - stærkt befærdede Holmbladsgade. Hovedtrappen var kun beregnet til ejendommens beboere, og det var helt almindeligt, at der ved hovedtrappen sad et skilt, der forbød alle andre adgang tilat benytte denne trappe.
Til gengæld havde vi en bagtrappe, der førte ned til den baggård, vi delte med Chr. Svendsens Gade, hvor mormor boede.
Bagdøren til nummer 25 var i baggården, helt inde I krogen.
I baggården var der skure til cykler, brænde, kul og koks, med tørrestativer ovenpå. For enden af skurene var der lokum og pissoir, som altid lugtede fælt.

mormor i baggårdenInger i baggården

En anden ting, der var særegent for alle Københavnske baggårde på den tid var, at der altid var retirader og et enkelt lokum. Det var af hensyn til de omvandrende vagabonder, gårdmusikanter og cykelbude, der færdedes rundt i byen dagen lang. Hvis ikke man sørgede for, at der var retirader/lokummer i baggårdene, gjorde de det bare i den nærmeste krog.
Der var også både retirader og et lokum i baggården til Holmbladsgade 25. De stank som regel ikke særlig godt, især ikke om sommeren, hvor det var varmt. Jeg ved ikke, hvor ofte de blev tømt, men det kan ikke have været særlig tit - ikke efter lugten at dømme.

lokum

En anden tilbagevendende begivenhed, der ikke mere finder sted, er besøgene af omvandrende gårdmusikanter. De stillede sig op i gården og sang og spillede nogle af de på den tid populære sange. Det var oftest lirekasse, men også guitar eller violing kunne opleves. Så åbnede man køkkenvinduet, lyttede til musikken og pakkede nogle småpenge ind i avispapir og kastede ned til musikanten. Hvis der var mange, der kastede småpenge ned, fik man nogle ekstra numre. Gav det ingen gevinst, fortsatte han hurtigt til næste baggård.
Mange gårmusikanter havde tilladelse til at spille i baggårdene, måske fordi de var invalider, men der var også mange platugler dengang.

gårdsanger

Endnu en tilbagevendende begivenhed, som ikke finder sted mere er, at der regelmæssigt - en gang om året, måske hvert andet år, var, at der kom en fotograf i baggården. Han samlede alle ungerne, der tilfældigvis var til stede, fik dem til at hente alle de, der ikke var, og så blev der taget et billede eller to. Han håbede selvfølgelig på, at ungernes forældre ville betale den krone eller to, billedet koster. Når man i dag ser på de billeder, der blev taget, kan man ikke forstå, at han overhovedet kunne leve af det. Nogle af fotograferne var så kloge, at de annoncerede i forvejen, at de ville komme forbi, så ungerne var iført deres fineste tøj med besked om, ikke at lege eller svine tøjet til, inden fotografen havde været forbi. Så var det op og skifte til dagligklæderne.

baggårdsunger

Billedet her er taget i 1927 i nabobården til Holmbladsgad 25. Fotografen har tydeligvis adviseret om, at han ville komme forbi. Så pænt tøj blev ungerne normalt ikke sendt ned i gården med.

baggårdsunger

Her har fotografen tydeligvis ikke annonceret, at han ville komme forbi!

baggårdsunger

betleri

Hoveddøren skulle ikke bruges af alle og enhver!

bagtrappen

Bagtrappen som den så ud sidst jeg var der

retirade

Lokumsdøren

lirekassemand

Lirekassemand

baggårdsunge

Han er tydeligvis klædt på til lejligheden og storebror sørger for, at han står roligt

baggårdsunge

Det er han helt sikkert ikke, og han er ikke tilfreds med situationen

morfars_ram@aabakken.dk