Jeg blev født den 7/5 -1905 i Kerteminde som nr. 4 i børneflokken.
Min far var smed på Kerteminde Jernstøberi og reparerede maskinerne om søndagen. Der var han en 5-6 år i min barndomstid.
I 1911 blev Kerteminde Kommunale Elektricitetsværk bygget, og kommunen søgte bl.a. en assistent til værket. Far var en af flere ansøgere til stillingen, og direktør Heineke på jernstøberiet, der også var byrådsmedlem, anbefalede ham uegennyttigt, idet han sagde, at trods det at far var en af hans bedste arbejdere, og han derfor nødigt ville undvære ham, kunne han alligevel kun anbefale ham på det varmeste.
Far fik stillingen og var på elektricitetsværket til sin død i januar 1930.

Far havde været drengesanger i Sct. Knuds Kirke i Odense og var meget musikalsk. Som voksen havde han en omfangsrig stemme. Han kunne både synge tenor og bas. Han stiftede Arbejdernes Sangforening i Kerteminde og blev formand for samtlige arbejdersangforeninger i Danmark. Han arrangerede mange koncerter i Kerterninde med fine solister. Alle noderne til de sange, man sang i foreningen, skrev han selv ud. Den navnkundige organist i kirken, A. Friisholm, var i mange år korets leder. Jeg sang et par år med i koret og fik flere soloer ved koncerter og modtog megen ros for min lyse tenor.

Mine første penge som sanger tjente jeg en dag, hvor der var honningkagetelt på Kerteminde torv. Jeg kiggede længselsfuldt på honningkagerne; men jeg havde desværre ingen penge. Så fik jeg den idé at gå ud på jernstøberiet, hvor far arbejdede, og bede om en 2-øre, som en kage kostede. Jeg var dengang omknng 6 år. Jeg kom ind til far, som skændte på mig, fordi jeg kom derud og tiggede penge. Til mit held var der nogle arbejdere, der forbarmede sig over mig; men jeg måtte naturligvis først levere en sang. De vidste jo, at far sang så godt, så jeg måtte da også kunne synge. Jeg var meget genert og gik om bag en pille, og så sang jeg: "og harerne hopper i kornet ind - i måneskin - i måneskin." Så blev der samlet ind, og jeg fik 8 øre. Det var mange penge for en dreng på den tid Jeg spænede hurtigt op på torvet og købte honningkager.

Jeg havde en dejlig barndom i Kerteminde. Om sommeren spillede jeg fodbold og gik i vandet, og om vinteren løb jeg på skøjter på Møllerkæret - et lille gadekær, som stadig ligger næsten midt i byen. Når frosten var forbi, og tøvejret satte ind, gumpede vi isen. Det skete ved, at en række drenge tog hinanden om skulderen og løb langsomt hen over isen, som gyngede og knagede, indtil den revnede og blev til forskellig formede stykker i mange størrelser, som lå og skvulpede i vandet. Disse stykker var det os en stor fornøjelse at løbe på; men det var ikke ufarligt, for efterhånden som isen smeltede, blev der mere og mere vand mellem isstykkerne, og man skulle være ret dygtig for at slippe godt fra en tur over disse flager. Jeg var faktisk ganske god til det; men en gang gik det galt.

Vi var nogle drenge, som stod på land og fandt frem til en spændende ”manna”, som vi kaldte et løb over isstykkerne. De fleste var for små til, at man kunne kalde dem isflager. Hvem turde tage den? ”Det tør jeg!" sagde jeg og tog bestik af ruten. Jeg skulle over 7-8 stykker og stoppe på en større flage, der lå midt ude i kæret ved siden af en lille ø, hvor ænderne holdt til om sommeren. Nå, jeg sprang ud på det første stykke, der gyngede godt og på det næste o.s.v. med god fart på, og til sidst kom flagen, som jeg skulle lande på. Jeg landede godt nok på den, men havde så meget fart på, at jeg gled hen over den og faldt i vandet til halsen og lå og pjaskede. Jeg kunne ikke svømme endnu og kunne ikke komme op på isflagen, men pludselig stod min storebror Hans og rakte mig sin hånd og hjalp mig op, så vi kunne gå i land over is, der endnu ikke var gumpet.

Tænk, der havde min bror, som aldrig havde vovet at løbe på isstykker, taget den samme manna, endnu mens stykkerne var i bevægelse, bare for at komme ud og redde mig. Jeg skyndte mig hjem i mit gennemblødte tøj, og mor blev naturligvis chokeret, da hun så mig. Hun fik i en fart tøjet af mig og jeg blev sat foran kakkelovnen, som dengang var eneste varmekilde. Da mor kom til strømperne, fik jeg dem om ørerne med besked på, at jeg bare kunne vove noget lignende en anden gang, - og så i seng uden mad; men min søster havde medlidenhed med mig og smuglede et stykke rugbrød med leverpostej ind til mig.

For denne godgørenhed kunne jeg da foråret kom, kvittere ved at redde hende fra druknedøden. Vi legede nede ved Lillestranden med at ”trille med hjul”; d.v.s. vi skubbede med en kæp til et cykelhjul, hvor der i fælgen var sat propper for at dæmpe støjen. Min søster, der var 2 år ældre end jeg, var kommet ud på en bådebro der gik ud til det dybere vand, og pludselig fik hun overbalance og faldt i vandet. Strømmen, som kan være meget stærk dér, havde allerede
ført hende nogle meter bort fra broen. Jeg stod inde på land og var først lammet af skræk; så tog jeg i en fart et par skridt ud i vandet og rakte mit hjul ud til hendes arme, der endnu var over vandet. Hun greb fat i hjulet, og jeg slæbte hende ind, hvor hun kunne bunde og fik hende ind på land; men der gik nogen tid før hun kom til hægterne. Jeg husker ikke, om min mor også gav min søster strømperne om ørerne; men formanet er hun sikkert blevet.

Apropos redning fra druknedøden, kan jeg takke min bror, Hans for at have reddet mig to gange foruden den gang på isen. Vi drenge rendte jo nede ved Lillestranden og fiskede butler og krabber, og en dag, da vi stod sammen på en bro og fiskede, lænede jeg mig for langt ud efter en særlig stor krabbe, fik overbalance og faldt ud i vandet. Som sagt tidligere, der var stærk strøm, og jeg kunne endnu ikke svømne. Jeg drev med strømmen mod den næste bro. Hans løb, så hurtigt han kunne, på land og over på den næste bro, som jeg nærmede mig. Han nåede lige at få fat i mig og fik mig hjulpet op og hjem - og atter strømperne om ørerne og mange formaninger.
Den tredie gang, min bror reddede mig, foregik det nede ved havnen. Jeg var igen på fiskeri med Hans, der var, 5 år ældre end jeg, lænede mig atter for langt ud og røg i vandet, hvor der var meget dybt. Jeg baskede med arme og ben, men gik under vandet. Det gjorde jeg to gange, inden det tredie gang, jeg fik hovedet oven vande, lykkedes Hans at få fat i mit hår og få halet mig op. Jeg havde et meget kraftigt og stridt hår, og min frisør sagde altid, når jeg skuIle klippes: "Så, nu skal vi have en saks ødelagt igen!" Men håret og min bror Hans reddede mig.

I skolen klarede jeg mig godt. I 4. klasse i borgerskolen fik jeg Onkel Toms Hytte i flidspræmie som nr. 3 i klassen, så kom jeg uden prøve i mellemskolen. Det gik godt de første 2 år; men jeg havde svært ved regning, aritmetik og matematik, og det lå i, at vi fik en hel del hjemmeopgaver. Dem kunne jeg ikke overkomme, når jeg også skulle passe fodbolden, som for mig kom i første række; men jeg kom dog også i 4. mellem og i realklassen på trods af, at min matematiklærer, hr. Skov, hvert år havde sagt: ”Ja Egon, nu kom du så i anden; men du kommer ikke i tredje!” Jeg kom i tredie, og han sagde: "Ja, Egon nu kom du i tredje;.men du kommer ikke i fjerde!" Jeg kom i fjerde, og han sagde igen"Ja, Egon, nu kom du i fjerde; men du kommer ikke i realklassen!" Men jeg kom i realklassen. Jeg havde det held, at jeg fik ug i sang, gymnastik og tegning, og det opvejede mine dårlige karakterer i matematik.

Jeg var blevet en 14-15 år og var begyndt at kigge på piger, og da jeg var den eneste, der nogensinde som skoledreng var blevet sat på Kerteminde fodboldklubs førstehold, kiggede pigerne også efter mig. Jeg blev forført som 15-årig af en veninde til min søster, - en køn, flot. velskabt pige på 17. Hun sov af og til hos min søster. Der var indrettet et værelse i hver ende af loftet - ét til min søster og ét til mig. Når vi gik i seng om aftenen, gik veninden og jeg først op, idet min søster altid var så længe om at få sig vasket. Imens smuttede jeg ind til pigen, som havde kaldt på mig, og så havde vi det dejligt, til vi kunne høre min søster på trappen. så smuttede jeg ind til mig selv. Det var min første oplevelse med erotikken.

Da jeg var kommen ud af skolen, skuIle jeg jo lære noget. Driftsbestyreren på elektricitetsværket, Paul Bille, skaffede mig en læreplads på Dansk Akkumulator og Dynamofabrik i Odense. Det blev en lærerig tid med teknisk skole og megen billard, som var blevet min store hobby foruden fodbolden, hvor jeg spillede på juniorholdet i B 1913. Disse hobbyer var skyld i, at jeg forsømte min tekniske skole. og når jeg ikke kunne passe den, kunne jeg heller ikke beholde min læreplads. Efter 1½ år kom jeg så igen til Kerteminde, til stor sorg for min far, hvis chef jo havde skaffet mig lærepladsen. Jeg fik dog ret hurtigt arbejde på den kendte Taarup-fabrik, der lavede og stadig laver landbrugs- maskiner. Der var jeg et års tid; men det var ikke nogen rigtig god læreplads for en maskinlærling, så far og jeg søgte efter en bedre. Det lykkedes, idet jeg fik en læreplads hos maskinbygger Henriksen i Rynkeby. Der blev lavet halm-pressere, kværne og snedkerimaskiner. I 3½ år var jeg der. Det var en god læreplads, hvor jeg lærte alt inden for faget. Jeg gik i vinterhalvåret på Kerteminde Tekniske Skole, og første år fik jeg en 5. præmie, og andet og tredie år fik jeg 1. præmie. Endvidere fik jeg tømrermester Petersen's legat på 45 kr. mange penge dengang.

Vi havde mange slemme ture fra Rynkeby til teknisk skole i Kerteminde om vinteren. Vi var 3-4 lærlinge, der fulgtes ad i snevejr, storm og hård frost med glatte veje. Grovsmeden i Rynkeby havde sit værksted ved siden af os med maskinbyggeriet, og han havde en lærling som hed Svend - en flink og rar fyr, som stod flittigt hjemme på værkstedet og hovede bønderkarlenes træsko efter fyraften, medens vi andre gik til bal i forsamlingshuset eller spillede fodbold. Nå, men om vinteren var det jo teknisk skole, det gjaldt, og før vi skulle til Rynkeby efter skolen, havde jeg tit nogle kammerater med hjemme hos mine forældre for at få en kop kaffe, inden vi cyklede afsted. Vi blev omsider alle udlært og forlod Rynkeby. En del år efter - ja, jeg var efterhånden blevet en ret kendt sanger, læser jeg en dag, at min lærekammerat, Svend, var blevet trafikminister. Jeg havde aldrig set ham i forbindelse med trafik - bortset fra cyklen. Men så huskede jeg, at han havde fortalt mig, han ville på højskole. Han var virkelig flittig og energisk. Den gang vidste jeg ikke, at han hed Horn. Da jeg var udlært og havde fået svendebrev, var det svært at få arbejde; men det lykkedes mig dog at blive ansat på Thomas B. Thrige's maskinfabrik, hvor jeg var et årstid som drejer og derefter godt et år på Wittenborg's automatfabrik, indtil jeg skulle ind som soldat.

Jeg blev infanterist i Værløselejren. Forinden havde jeg sunget til en del festligheder i Kerteminde, og biografdirektøren engagerede mig til at synge filmen "Solopgang"s hovedtema før forestillingen.Som soldat sang jeg ofte i officers-messen, og Frits Hugh, som senere blev gift med Liva Weel, akkompagnerede mig. Engang, hvor vi havde optrådt i officersmessen, og officererne havde fået lidt rigeligt at drikke, var vores korporal Andersen blevet temmelig
bedugget, og Frits og jeg tog ham under armen hjem til hans værelse og lagde ham i seng efter at havde trukket støvlerne af ham. De skulle stå uden for døren, og da vi gik, tissede Frits i støvlerne og stillede dem på plads. Vi hørte aldrig til det siden.

Som sagt blev jeg som soldat ofte opfordret til at synge, og en dag, da vi havde øvelse i marken, blev jeg af vores kaptajn Bertelsen kaldt ind i haven, hvor flere officerer opholdt sig i forbindelse med et fornemt officersbesøg. Det var major Castenskjold, som sad på en pragtfuld hvid hest. Bertelsen bad mig synge "Flaget" af Georg Rygaard, som på den tid var én af mine favoritsange. Da jeg havde sunget sangen, sad den høje officer på hesten og gjorde honnør. Jeg skulle så atter i marken til øvelse.

Det varede imidlertid ikke længe, før en kraftig herre kom imod os og henvendte sig til den kommanderende officer. Jeg blev kaldt frem for at tale med den herre, som viste sig at være Watt Boelsen - den kendte skuespiller Bjørn Watt Boelsen's far. Han bad mig komme hjem til ham, hvor han boede i lejren, hvad jeg naturligvis ikke havde noget imod, og han viste sig at være en prægtig mand, som selv havde sunget mange steder, og han var meget begejstret for min stemme. Han ville gerne have, at jeg skulle synge for én af de berønte danske sangere i København, og han anbefalede Peter Cornelius fra Det kgl. Teater eller den kendte koncert- og oratorie-sanger Max Freuler. Det blev Freuler, da Peter Cornelius var på rejse. Jeg fik så fri fra tjeneste og rejste til København og sang for Freuler - en meget tiltalende, venlig mand. Jeg sang et par sange for han, og han sagde, at Vorherre ikke kunne have givet mig en bedre stemme i vuggegave. Han anbefalede mig til en tidligere elev, der nu var overregissør på Odense Teater.

Efter soldatertiden kom jeg hjem til Kerteminde et stykke tid; men da teatersæsonen begyndte i Odense, fik jeg besked fra overregissør Fürst på teatret, at jeg kunne begynde derude. Der havde jeg en meget spændende periode, hvor jeg oplevede teaterlivet og var med i mange forestillinger med glimrende kunstnere. Da sæsonen på teatret var forbi, kom jeg på turne med et ensemble under ledelse af den kendte skuespiller Otto Lagoni. Vi spillede et frilufts-stykke, i hvilket jeg var den unge mand og sang et par smukke sange.

Efterhånden syntes jeg, at det var tiden til at få min stemme rigtig uddannet; thi jeg havde kun tidligere fået ½ års sangundervisning hos fru Valborg Andresen i Kerteminde en ualmindelig sød og dygtig dame, der selv i sin ungdom havde fået sangundervisning af Viggo Forchhammer i København; men det var mere indstudering af sange og romancer end tonedannelse, og jeg trængte til at lære teknisk. Og så kom den første store chance for at lære til bunds. Min søsters svigermor, enkefru Nørgaard, hvis mand havde været gesandt, og som ejede gården Wesselsminde i Nærum, tilbød, at jeg kunne bo på hovedgården og derfra rejse ind til København og lære videre. Jeg kom derover, og mig forekom det, som jeg boede på et slot med flere tdr. land park til. Hvor havde jeg det dog dejligt der. Jeg fik operasanger Gunder Knudsen, Det kgl. Teater, som lærer, og der gik det op for mig, hvad sang var for noget. Jeg lærte Schubert og Schumann og mange danske sange af Heise og Lange-Müller. Jo, det var en berigende tid. Gunder Knudsen lånte mig bøger, son han mente var gode for mig at læse. Der sang jeg så i 1½ år, og så mente fru Nørgaard, at jeg skulle flytte ind til byen og prøve mine vinger, men forinden var jeg med på friluftsscenen i Ulvedalene om sommeren, hvor vi spillede "Elverhøj” .

En aften sad vi unge og sminkede os før forestillingen. Vi havde store telte - ét for damerne, ét for herrerne og ligeledes ét for hver af solisterne. Pludselig kom Ib Schønberg ind i vores telt og spurgte, om ikke én af vi unge kunne skrive en sang til den efterfølgende aften, som var en stor jubilæumsaften. Jeg sad ved siden af John Price, som sagde, at det var for sent, det var der ingen, der kunne præstere på den korte tid. Jeg kunne nu ikke slippe tanken, og jeg cyklede hjem til Wesselsminde, satte mig ved mit bord og begyndte at skrive og digte om alle hovedpersonerne i stykket. Det lykkedes mig at få skrevet 14-15 vers, og hver af solisterne fik et lille hip. Det meste af natten gik; men den var lavet.

Nu var det jo spændende, hvorledes den ville gøre sig. Blandt gæsterne var Adam Poulsen, Thorvald Stauning og flere fra ministerierne. Aftenen kon med fint vejr, og forestillingen gik stråIende for udsolgt "hus". Derefter blev scenen ryddet og lange borde stillet op på den store scene. Gæsterne tog plads blandt skuespillerne, og der blev serveret lækkert smørrebrød og øl. Flere honoratiores holdt tale, og da der blev en længere pause, slog jeg på mit glas, rejste mig og fortalte om Ib Schønbergs anmodning om en sang. Jeg sang så de 14-15 vers og fik hele forsamlingen til at synge med på omkvædet, som blot var ”faldera" i slutningen af hver linie. Den gjorde vældig lykke, og fra det øjeblik var jeg lige så kendt blandt alle, som de store solister. Pigerne sværnede om mig, og jeg var glad.

Samme aften. da vi sad ude i græsset og nød det skønne vejr, kom Adam Poulsen hen til os og spurgte, om ikke én af de unge herrer kunne synge serenaden af "Der var engang". Der var flere fra Det kgl. Teater's kor; men ingen gjorde tegn til at synge. Så rejste jeg mig op og sagde, at jeg gerne ville prøve. Jeg havde netop indstuderet den hos min sanglærer, Gunder Knudsen. Jeg sang alle tre vers og inden jeg nåede til det tredje, var der samlet en hel skare af gæster og personale. Der blev klappet kraftigt, og Adam Poulsen kom hen og sagde: ”Det var rneget smukt, unge mand; men var det for øvrigt ikke Dem, der sang inde ved bordet?" ”Jo, hr. Adam Poulsen, det var mig!" "De har talent. unge mand. Værn om det!" Jeg takkede for de pæne ord.

Senere på aftenen blev jeg forlovet i den bløde skovbund med en henrivende elverpige.

Efter friluftsspillet blev jeg engageret tiI Casino. Jeg flyttede ind til København og fik et værelse i Vimmelskaftet i en baggård, hvor jeg aldrig så en solstråIe. Min gage var 300 kr. om måneden. Deraf skulle Gunder Knudsen have de 75, og værelset kostede 45, så der var ikke meget at leve for. Rugbrød, fedt og leverpostej var min daglige kost. På Casino var jeg sammen med Carl Alstrup, Edgar Hansen, Ellen Gottschalch, Marguerite Viby og flere andre. Jeg kom gerne tidligt på teatret før forestillingen og satte mig i restauranten og slappede af. Det samme gjorde Alstrup og Edgar Hansen, og det skete flere gange, at både Alstrup og Edgar spurgte mig, om jeg havde fået noget varmt at spise. Jeg måtte jo bekende, at det havde jeg ikke, så de inviterede mig på en ret varm mad.

Alstrup kaldte mig "Fynbo" på grund af min fynske accent. En aften, hvor jeg også var mødt tidligt op i garderoben, der stødte op til Alstrup's, råbte han ind til mig: "Hallo, er det Dem fynbo?” Da jeg havde svaret bekræftende, råbte han: "Kan De ikke lige synge gralsfortællingen af Lohengrin for mig?" Jeg havde lært den efter en grammofonplade, så jeg svarede, at jeg skulle prøve. Jeg sang så: I fjerne land ved paradisets strande o.s.v. Det gik meget godt, og Alstrup takkede og sagde: "Det var godt fynbo, om tre år er De inde på Det kgl. Teater!" - Og det var jeg.

Jeg havde en oplevelse med Alstrup på Casino: Vi spillede ”Pigernes Jens", og jeg havde en lille rolle som fynsk soldat, der bl.a. skulle komme ind fra sidekulissen og sige til Alstrup på godt fynsk: "Hør Jens, ve dutte mæ e po kroi å ha e bajer?" Så abede Alstrup efter mit fynske, og folk morede sig; men en aften kom jeg for sent ned på scenen fra min garderobe. hvor vi spillede kort i pauserne. Da jeg kom ned, hørte jeg Aage Redal råbe min replik ind til Alstrup; men det var jo ikke mit ægte fynske, og folk morede sig overhovedet ikke. Så kom Alstrup ud, og jeg undskyldte mig; men han tog mig om skulderen og sagde: ”Ja, kære fynbo. Det er ikke Deres skyld alene, - det er tiden. Der er ikke mere den respekt for teatret som førhen. Jeg er aldrig komnet for sent ind på scenen i de 40 år, jeg har været skuespiller!"
I det samme ringede suffløren på Alstrup. Han skulle have været på scenen, og han himlede op om, at her prædikede han moral for andre og kom så selv for sent. Han røg ind på scenen, og ingen havde heldigvis bemærket noget særligt

Efter mit engagement ved Casino var jeg med i en Apollo-revy sammen med Christian Arhoff, Ludvig Brandstrup og Marguerite Viby, hvor jeg sang en Broadway-melodi.

En dag så jeg i avisen, at den berømte verdenssanger, Titta Ruffo, skulle holde koncert i Palæet, og jeg fik den idé, at jeg ville forsøge at synge for ham. Han boede på d'Angleterre, og så snart jeg så i avisen, at han var ankommet, gik jeg på lur ved hotellet. Der gik flere timer med at holde udkig, men så så jeg pludselig en fornem herre gå ud af hotellet med hvide handsker, stok og helt igennem elegant. Det må være ham, tænkte jeg og skyndte mig over til ham, tiltalte ham, med de få italienske gloser, jeg havde lært fra mine italienske sange, og han tog mig om skulderen og førte mig ind i hotellet til portieren, som skulle oversætte, hvad jeg havde på hjerte. Da han hørte, at jeg ønskede at synge for ham, fik jeg en tid næste dag; men af bare spænding sov jeg ikke meget den nat.

Da dagen oprandt, sang jeg mig ind, så godt jeg kunne og mødte på hotellet til den aftalte tid. Opvisningen foregik i fyrstesuiten, hvor der stod et dejligt flygel. Der var allerede samlet en halv snes af Titta Ruffo's venner, og nervøs var jeg selvfølgelig. Jeg havde valgt at synge gralsfortællingen af Lohengrin - en arie, der egentlig slet ikke lå for min lyriske tenor; men i den kunne jeg vise min fra naturen gode højde. Jeg kom godt igennem den og fik megen ros, og Titta Ruffo ville sørge for en god lærer til mig i Italien; men jeg havde jo ikke midler til en sådan studierejse, så jeg bad om en anbefaling i stedet. Titta Ruffo skrev mig en meget fin anbefaling til videre uddannelse. Der havde også været en journalist fra B.T. tilstede, og jeg blev fotograferet og kom i B.T. næste dag med overskriften: Verdenstenoren fra Kerteminde.

Jeg sang derefter for til optagelse på musikkonservatoriet. og jeg sang fra Wagner's opera, ”Mestersangerne”, Walther,s prissang - en meget svær og krævende arie. Det gik meget godt, og jeg blev antaget på friplads. Jeg fik Valdermar Lincke som sanglærer og Christian Christiansen som klaverlærer. Desværre havde jeg kun haft nogle få timer hos Lincke, da.jeg mærkede, at min stemme ikke rigtig ville slå an i højden. Lincke sendte mig til en kendt hals-
specialist til undersøgelse, og det viste sig, at jeg havde fået en strubehovedbetændelse og måtte ikke synge et halvt år. Jeg rejste derfor hjem til min mor i Kerteminde, som i mellemtiden var blevet enke. Der boede jeg så vinteren over uden at synge. Da foråret kom, prøvede jeg forsigtigt stemmen, og den var, lykkeligvis, god igen; men jeg øvede mig meget forsigtigt. - så kom sommeren, og jeg fik tilbud af restauratør Jørgensen, Louisenlund i Kerterninde-skoven, om at synge 14 dage i hans dejlige have, hvor en fin trio spillede. En dag, efter at jeg havde sunget der en otte dages tid, kom lensgreve Ahlefeldt Laurvig's tjener ind i mit hjem med et brev fra greven. Hjertet bankede af spænding, til jeg fik brevet åbnet, og lykkelig blev jeg, da jeg læste, hvad greven havde skrevet. Der stod, at han en aften, da han gik tur i sin skov, der lå lige op til Louisenlund. hørte en smuk lys tenor fra haven. Han havde forhørt sig, hvem der havde
sunget og fået forskellige oplysninger om mig, og nu ville han gerne tale med mig. Der stod i brevet en bestemt dag og tid, jeg skulle komme op på Lundsgaard i udkanten af Kerteminde og tale med ham. Jeg var naturligvis meget spændt på, hvad der skulIe komme ud af det. Bare det, at skulle mødes med greven, kunne jo tage vejret fra en. Det kan nok være, jeg fik bukserne presset og skoene pudset til aftalte dag. Jeg var tidlig oppe og gjorde mig i stand. Der gik vel et kvarter med at gå ud til godset; men jeg beregnede 25 minutter for at være i god tid Jeg var der vist 5 minutter før tid, ringede på hoveddøren, og grevens tjener lukkede mig ind, hjalp mig min frakke af og viste mig ind i et sideværelse til hallen. Der sad greven. Han rejste sig smilende, gav mig hånden og sagde goddag og velkommen. Jeg takkede også for grevens brev. Greven bad mig sidde og fortalte så, at han havde forhørt sig om mig og havde besluttet at ville hjælpe mig med mine sangstudier - foreløbig i tre år med 300 kr. om måneden. Jeg var lykkelig og takkede greven så hjerteligt jeg kunne. Vi talte om den tid, jeg havde været i København, om mine engagementer ved teatrene, min sanglærer og meget andet. Besøget varede en halv times tid, og vi aftalte, at jeg skulle sende greven min adresse, når jeg havde fået et sted at bo i København. Vel ankommen til hovedstaden gik jeg straks op til min tidligere sanglærer, Gunder
Knudsen, som ringede til en dame i Ordrup, Paula Trier, som var en god bekendt, og hun kunne hjælpe. Hun kendte en kioskejer - en dame, der havde værelseudlejning i sin villa. Dér blerv jeg så indkvarteret og spiste middag hver dag hos fru Trier. Jeg fik også tysk- og italienskundervisning hos fru Trier - en meget kunstinteresseret dame. Hun var gift med afdøde Sigurd Trier, en søn af den berømte Herman Trier, efter hvem Herman Triers plads i København er opkaldt. Fru Trier og hendes mand havde været flere år i Italien og talte perfekt italiensk. Dernede havde hun fået sangunder-visning hos samme Iærer, som Gigli sang hos, og havde lært Gigli at kende. Da Gigli en tid efter kom til København for
at optræde, blev han inviteret til middag hos fru Trier sammen med gæster fra den italienske ambassade. Jeg var også med, og spændingen var stor. Tænk, at skulle møde verdens største tenor. Det var som en drøm; - og så kom han med hele sit selskab - sød og naturlig. Da vi havde spist - det skete i kælderen - gik vi ovenpå i en dejlig stor stue med flygel, og Gigli tog om mig og førte mig hen til flyglet og sang en tone, medens jeg skulle holde ham på mellemgulvet og mærke, hvorledes han trak vejret ind og brugte luften til tonen. Det gjorde han flere gange med forklaringer til. Jeg var helt betaget af den berømte mand, der behandlede lille mig sangstuderende så venligt. Det blev en aften, jeg
aldrig glemmer.

En dag kom en sangerinde fra Wien for at holde koncert i København. Hun hed Rena Pfiffer og var engageret ved wieneroperaen. Hun fik en stor succes og fine anmeldelser som en verdenssangerinde. Fru Trier kom i kontakt med hende og inviterede hende til middag hos sig. Jeg var der som sædvanlig også og blev hert indtaget - ja, forelsket i denne henrivende, charmerende, pragtfulde sangerinde. Jeg sang for hende, og jeg fik nogle mangler at vide angående min sangteknik - og besluttede så at tage undervisning hos hende. Jeg meldte fra hos Gunder Knudsen og begyndte hos Rena Pfiffer. Jeg nærkede snart den store forskel i undervisningen, og samtidig cpstod der et gensidigt venskab, der udviklede sig til et kærlighedsforhold. Vi bestemte at gifte os. Vi blev viet på Københavns Rådhus, lejede en møbleret lejlighed i Carl Johans Gade på Østerbro, og vi var lykkelige. Vi havde et par dejlige år dér; men husejeren måtte sige lejemålet op på grund af klager fra andre lejere over den megen sang. Vi lejede så en lejlighed i Classens-
gade, en hjørnelejlighed på 5 værelser, men ret gammeldags. Vi så os efterhånden om efter noget andet og fandt en lille yndig villa på Rådhusvej i Charlottenlund. Den købte vi og havde nogle pragtfulde år der.

I mellemtiden havde jeg været tll optagelsesprøve på Det kgl. Teater’s operaskole og blev antaget. Jeg sang blomsterarien af Carmen.

Vi kom en hel del sammen med operainstruktør Johannes Fønss og familie, og der traf vi mange interessante mennesker. Bl.a. var vi til middag med Thorvald Stauning og Julius Bomholt, Asta Nielsen og den også berømte skuespillerinde, Anna Larsen, som var en søster til fru Fønss, - alle herlige mennesker. Jeg husker endnu, at ved middagen blev der sat to pilsnere ved Staunings kuvert, og de blev begge drukket. For øvrigt fik både datteren,
Mime Fønss, og sønnen, Jørgen Fønss, undervisning hos min kone.

Jeg sang i Folkets Hus til et væIgermøde, hvor også statsminister H. C. Hansen var til stede og talte. Han var en meget venlig og sympatisk mand, der roste min optræden meget varmt.
Min kone fik flere af sine elever ind på Det kgl. Teater, bl.a. Inger Lis Hassing, Ingeborg Schleis David, Ruth Guldbæk og senere Mogens Wedel. Hun havde virkelig mange elever en overgang - ja, en overgang siger jeg, - den overgang varede til hendes død. Den kendte refrænsanger, Valdemar Davids, var også i lang tid hendes elev - og mange andre, der sang i kirkekor, på varieté eller i operetter.
Medens jeg var på operaskolen, var Lauritz Melchior gæst på operaen, og han skulle synge Canio's parti i ”Bajadser". Da forestillingen skulle begynde, stod Melchior, Poul Wiedemann og jeg i sidekulissen; og dér skulle Melchior synge nogle strofer, inden han kom på scenen. Så siger han: ”Hør, Poul, syng du lige de strofer!" ”Ja,” siger Poul; "men så vil jeg have noget af din gage!" "Det skal du få," siger Melchior, "jeg synger gratis i aften!"

En anden oplevelse med en berømt sanger, var mit nøde med Jan Kiepura. Han var i København og holdt en koncert i K.B.-hallen og var i den anledning inviteret til en stor sammenkomst i den polske ambassade. Han var jo fra Polen, ligesom min kone, og vi var også inviteret. Min kone kendte Kiepura fra Warzawaoperaen. Da min kone og jeg stod og talte med Kiepura, som var en meget synpatisk sanger, betroede han os, at han var dybt forelsket i "verdens dejligste pige”; men det var endnu en hemmeligned. Os betroede han dog, at hun hed Martha Eggerth.

Sammen med nogle venner holdt min kone og jeg en sommerferie i Norge på Gol’s højfjeldssæter. Der var dejligt. Der lå en stor sø, hvor vi fiskede næsten hver dag, så vi fik ørred tre gange om ugen, tilberedt på forskellig vis. Ind imellem fik vi en dejlig norsk ret, som hed "får i kål". Den smagte fremragende - med en kold øl til. En dag, vi sad ude i båden og fiskede, siger min ven pludselig: "Læg dig ned i bunden af båden, der kommer et uvejr imod os!" Og lidt efter lød det som et hus, der faldt sammen, og der ruskede godt I båden. Et vældigt lufttryk suste hen over os, og ca. 100 meter bag os rejste sig en omkring 100 meter høj vandsøjle. Det hele varede måske et minut, og så var det igen stille og fint vejr, og vi kunne fortsætte fiskeriet.

Gol, Norge

En anden sommer var vi på Tåsinge. Min kone havde en elev - en aristokratisk dame, fru de Sadler. Hun havde et pragtfuldt sommer- hus lige ud til Svendborgsund, hvortil hun inviterede os en hel
måned, mod at min kone gav hende nogle sanglektioner. Der var et skønt badehus nede ved vandet, hvor vi pumpede saltvand ind til en ovn, der varmede det op, så det var vidunderligt at bade i. Der var også en båd, som jeg benyttede til at fange en hel del ål og torsk. Det var en herlig sommer. En dag var vi inviteret til gardenparty hos den højt begavede forfatterinde, Karin Michaëlis en meget interessant dame. Vi havde det meget hyggeligt, og en anden eftermiddag kom hun på genvisit hos fru de Sadler.

Så gik også dén somner, og arbejdet måtte genoptages.
Jeg havde hele tiden korresponderet med lensgreven, og han var meget forstående og tilfreds med hele forløbet af min uddannelse. Han støttede mig videre i de to år, operaskolen varede, og til min debutkoncert, før jeg kom på opera- skolen, sendte han mig yderligere ekstra 500 kr. til en ny kjole, som jeg fik syet i ”Magasin”. Den holdt i hele min karriere og er fin endnu i dag, hvor jeg er 82.

"lnden for murene" følte jeg en del misundelse mod mig. Ja, selv min Iærer på skolen, Vilhelm Herold, kunne ikke skjule sin sande natur. Han chikanerede mig i timerne på forskellig vis. Jeg var på den tid ofte solist i Wivex hos Teddy Petersen, til matinéerne, som havde stor succes med fulde huse. Det var heller ikke, hvad der faldt i god jord, at jeg havde succes derinde med Teddy. Der var tale om ren og skær misundelse. Min kone havde i mellemtiden, som gæst på Det kgl. Teater, sunget Senta i ”Den flyvende Hollænder" med stor succes.

Nå, men tiden gik, og sidste års eksamen stod for døren. Der var stor spænding blandt eleverne. Jeg skulde synge den store duet fra "Cavalleria rusticana” og vinterakten fra ”Bohéme" samt en duet fra ”Carmen". Jeg kom godt igennem og bestod eksamen. Men så kom de spændende dage, om man blev engageret. Man fortalte mig, at jeg ikke kunne blive engageret, da teatret i forvejen havde elleve tenorer. Mit hunør var langt nede men jeg blev på det varmeste trøstet af min kone, idet hun mente, at jeg havde andre muligheder end Det kgl., og det viste sig at være rigtigt.

En dag traf jeg kapelmester Johan Hye-Knudsen på gaden, efter eksamen. Vi var meget gode venner, og min kone og jeg blev inviteret til middag hos ham og hans kone i Klampenborg, hvor de havde en dejlig lejlighed med udsigt over Øresund. Hye-Knudsen havde jo dirigeret operaen ”Den flyvende Hollænder”, hvor min kone var gæst i hovedpartiet som Senta. Hye forstod min sorg over ikke at blive engageret; men han sagde, at jeg skulle være glad for ikke at komme ind i det intrigante hus, som Det kgl. Teater var. ”og,”, sagde han, "du kan sagtens gøre en karriere uden for Det kgl. Teater, med den stemme du har!" Den tog jeg til mig, og jeg har aldrig fortrudt det. Jeg gjorde nemlig en flot karriere uden for Det kgl. Jeg forberedte en anden koncert i koncertpalæet, - et stort arbejde; men spændende og lærerigt. Dagen kom, og enhver, der har med sang at gøre, ved, hvordan man føler sig før en sådan koncertaften.
Det er svært at være herre over nerverne, og man synes, det er den længste dag i året, før aftenen oprinder; - men den kommer, og koncertsalen fyldes efterhånden. Så er tiden inde, og jeg betræder podiet ved siden af flygelet. Jeg skuer ud over publikum og ser flere kendte sangere, sangerinder, kritikere og teaterfolk. Koncerten forløber godt, - stort bifald, og jeg måtte endda give et par numre da capo og flere ekstranumre. Anmeldelserne var meget fine og positive. Et blad skrev, at jeg sang de store itallenske arier a la Gigli; et andet, at jeg havde en imponerende vejrtrækning og fortyndingsevne a la Richard Tauber.

Fra naturens hånd har jeg haft et talent for at efterligne stemmer, og disse anmelderser gav mig den idé, at når jeg, uden at ville det, kunne minde om disse verdenssangere, så måtte jeg kunne lære at imitere dem. Jeg købte nogle af disse sangeres kendteste grammofonplader og øvede mig på at efterligne dem. Det blev efterhånden helt godt, syntes jeg, og da der på den tid var de kendte kunstnerforumer i National-Scala, meldte jeg mig til et sådant. Det var en onsdag. Jeg havde fået skrevet orkesterstemmer til alle mine numre, - og det var ikke småting: Lohengrin som Lauritz
Melchior, Heute Nacht oder nie som Jan Kiepura, Ó sole mio som Gigli, en filmsang som Nelson Eddy, en fransk sang som Tino Rossi, Dein ist mein ganzes Herz som Richard Tauber og Land du.velsignade som Jussi Björling. Så havde jeg sågar bassangeren Feodor Chaliapin med Pramdragernes sang.

Endvidere nogle danske viser som Max Hansen, Osvald Helmuth og et par svenske som Edvard Persson cg Sven-Olof Sandberg. Jeg fik en énstemmig førstepræmie. Det var publikum selv, der stemte. Ib Schønberg var konferencier, og han måtte fortade scenen flere gange, f ordi publikum blev ved med at klappe og ville have mig ind igen. Jeg måtte synge tre ekstranumre, før Ib Schønberg kunne få lov at f ortsætte.

Der var altid flere impresarier ved disse kunstnerfora, og telefonen stod ikke stille, da jeg kom hjem. Jeg fik flere engagementer samme dag. Det første var på Bellevue Strandhotel med Winstrup 0lesen's orkester, hvor Peter Sørensen var refrænsanger. Der var jeg i 14 dage med stor succes. så kom jeg i "Zigeunerhallen” med Wandy Tworek, hvor jeg blev prolongeret 4 gange og havde en festlig tid med Holger Fællessanger og Børge Hansen, som senere blev
kapelmester i Tivoli's koncertsal. Jeg var i ”Hollænderbyen" 2 gange med Harald Mortensen og Kaj Julian.

Nu gik det ud i provinsen, overalt hvor der var et orkester, der spillede, - og så tilbage til National-Scala og Lorry under Aage Juhl Thomsen's direktion. Ind imellem sang jeg i forskellige foreninger og til velgørenhedskoncerter. Jeg sang i radioen under dirigenter son Ove Peters, Teddy Petersen og Johan Hye-Knudsens bror. Medens jeg var på operaskolen, bad Egisto Tango mig synge med i radiokoret til ”Årstiderne" af Haydn, som Tango skulle dirigere. Det blev til flere store oplevelser med bl.a. Nikolai Malko, Emil Reesen og Fritz Busch.

Nu havde jeg efterhånden optrådt overalt i landet, - og tiderne var blevet grimme med besættelse, og hvad dermed fulgte. En eftermiddag, hvor jeg skulle synge i Odd Fellow-Palæet's store sal ved en repræsentationskoncert for alle landets foreningers formænd, arrangeret af fru Jutta Jerndorff, trak koncerten lidt langt ud. Der var på den tid udgangsforbud efter k1. 19:00. Koncerten sluttede først k1. 18:30, og jeg skulle ud til Charlottenlund med S-toget
fra Østerport station. Jeg ankom til Charlottenlund station, just som klokken slog syv, gik ned gennem tunnelen og op på gaden, og havde kun gået nogle få skridt, da en tysk soldat pludselig trådte frem fra et træ og sagde: "Bitte, folgen Sie mir!" Han var bevæbnet med gevær og en pistol i bæltet. så det var bare at føIge med. Jeg forklarede ham på tysk, at jeg var sanger, havde været inde i København og synge, og at jeg kun havde noder i min mappe; men der kom ikke et ord over hans læber. Efter at have fulgt ham et par hundrede meter, slog han pludselig hælene sammen og sagde:
"Bitte, Sie können gehen!" Jeg tænkte: Gud ved, om han nu skyder mig! Vi var jo alene på gaden, og han kunne nemt påstå, at jeg var skudt under flugtforsøg. Der stod en række træer langs vejen, og jeg takkede ham, gik baglæns over mod det første træ og videre bag de næste, til jeg var godt på afstand af ham; men der skete ikke mere, og jeg nåede velbeholden hjem til villaen, som lå lige i nærheden, - og så kom reaktionen. Først nu blev jeg rigtig klar over den fare, jeg havde været i, og jeg fik kuldegysninger. Som tidligere omtalt kom min kone og jeg meget sammen med Johs.
Fønss og hans familie og venner og bekendte. Bl.a. traf vi dér Sejr Volmer Sørensen, hvis forlovelse med Fønss’ datter, Thora, jeg deklarerede. Volmer Sørensen akkompagnerede os ved forskellige optrædender. Det samme gjorde Børge Rosenbaum - den senere Victor Borge med hvem vi var gode venner. Vi havde mange gange vanskeligt ved at synge for grin, når Børge foldede sig ud under prøverne.

Vi havde skiftet vores lille villa på Rådhusvej ud med en større på Wernersvej i Charlottenlund. Tyskerne var begyndt at forfølge jøderne, og da min kone var jøde, var vi selvfølgelig nervøse. Vi havde haft min yngre bror boende i 4-5 år. Nu havde han giftet sig og boede i Gentofte, hvor vi i den mest usikre tid opholdt os hos ham, for at min kone kunne skjule sig for tyskerne. Min kones datter af første ægteskab, Lily, var tidligere kommet op til os fra Wien. Det var sket i kraft af vort bekendtskab med Stauning, som havde skrevet til de østrigske myndigheder om at give Lilly udrejsevisum. Østrig var jo, som bekendt, blevet besat af Hitler’s tropper i 1938, og det var svært at få udrejsepapirer. Jeg rejste
til Berlin, hvor vi mødtes, og hentede hende hjem til Danmark.

Min kones første mand, dr. Lax, der også var jøde og tidligere høj politimand i Polen, blev, da tyskerne kom til Wien. fængslet og sat i Buchenwald-lejren. Jeg skrev et brev til Hitler personlig, appellerede til hans ridderlighed og bad ham frigive dr. Lax, og tænk - kort tid- efter blev han fri, fik pas og rejste til Kina, hvor han levede som journalist til sin død, 3-4 år efter.

Men, som sagt, vi var i 1943, og tiden var blevet alvorlig for jøderne, som blev jaget landet over. Vi hørte om flere af vore
bekendte, som var arresteret og sendt syd på i lejre. Jeg havde hørt, at der fra Nordsjælland var arrangeret flugtlinier til
Sverige i både, hvilket også politiet deltog i. Jeg tog til Vedbæk en dag for at få en sådan overfart arrangeret for min kone. Inden jeg tog afsted, sagde jeg til hende, at hun ikke måtte forlade huset. Jeg havde nu ellers ikke kunnet forestille mig, at der kunne ske hende noget, når hun var gift med en dansker. Jeg kom til Vedbæk og fik kontakt med det involverede politi og aftalt dag og tid for en overfart til Sverige. Jeg rejste hjem med lettet hjerte til Charlottenlund; men da jeg kom ind i huset, traf jeg vores unge pige, Dagny, som så fortvivlet på mig og fortalte mig, at min kone var blevet ringet op af fløjtenisten Poul Birkelund. som var én af vore gode venner, og han havde sagt, at Rena skulle
tage ud på Kastrup Syrefabrik, hvor der var et skib parat til at tage til Sverige med flygtninge. Og, fortalte Dagny videre, min kone havde i hast pakket forskellige toiletartikler sammen i en håndtaske og forladt huset. Jeg førte straks, at noget var galt. Jeg gik op i soveværelset, lagde mig på sengen med hendes fotografi i hænderne og græd. Et kvarters tid efter ringede telefonen. Det var fra Dagmarhus, tyskernes hovedkvarter i København. Man fortalte mig, at min kone var blevet såret og var kørt ind på Nyelands-lazarettet, og der kunne jeg besøge hende på et bestemt tidspunkt. Da jeg kom derud lå Rena i halvt bevidstløs tilstand; men hun kunne kende mig og viste g1æde ved at se mig. Jeg fik lov
til at være hos hende hele tiden i de få døgn, hun levede. Det gik stærkt tilbage, og man ville prøve at operere hende. Vores læge fra Charlottenlund var også tilstede. Da operationen var overstået kom Rena mere død end levende tilbage til stuen, og dr. la Cour sagde til mig, at der ikke var noget håb. Kuglen havde ramt og beskadiget lever og galde. Rena lå i en døs et par timer. Først på eftermiddagen kom hun til bevidsthed. Jeg satte mig ved siden af hende og kærtegnede hende, - og hun sagde sine sidste ord, som var: "Åh, jeg ville så gerne leve!" så kom der blod i munden, - hun kunne ikke få vejret, og hun var død.

Hun havde på et tidligere tidspunkt nået at hviske til mig, hvorledes det var sket, at hun var brevet såret: Der var pludselig kommet en tysk patrulje ind i hallen, hvor jøderne afventede overfarten. Tyskernes danske håndlanger, som stod med en pistol i hånden, havde kommanderet hænderne i vejret. Rena havde beholdt sin håndtaske i den ene hånd, og pludselig havde landsforræderen slået hende i maven med pistolen og råbt, at hun skulle smide tasken. Rena troede i første omgang, at det var slaget, der smertede; men det viste sig, at idioten var kommet til at trykke pi stolen af i maven på hende. Det er senere blevet oplyst, at transporten var blevet stukket af en bagerjomfru på Amager. Begge blev stillet for en domstol efter besættelsen.

Jeg græd længe ved Rena's dødsleje og kunne ikke forstå, at et så godt og fint menneske, som hun var, bare kunne skydes ned med hænderne oppe. Jeg tænkte: ”Hvor er den gode Gud, som bestemmer alt, formår alt og har magt over a1t, som præsterne prædiker i kirkerne, - hvorfor forbyder han ikke et sådant mord - ligesom alle andre frygtelige, tragiske gerninger - altså misgerninger i alle krige på denne jord?"
Min kone døde den 3. oktober 1943, og de dage, der fulgte, var frygtelige at komme igennem. Jeg kunne stå apatisk i timevis og kigge ud af et vindue hjemme, uden egentlig at se noget; men tankerne fik frit løb: Hvad var livet nu værd? Hvad var meningen med det hele, når noget sådant kunne ske?
Dagen kom, hvor bisættelsen skulle finde sted, og mange havde fundet vej til krematoriet. Wandy Tworek spillede Ave Maria af Sschubert, og der var ikke et øje tørt. FoIk sagde, at de aldrig havde hørt den smukkere spillet. Jeg selv hulkede og var fortvivlet. Hendes urne blev sat på Ordrup kirkegård.
Der gik mange dage, før jeg faldt lidt til ro.
Min kones datter, Lily, var, efter et par dramatiske dage i Vedbæk med overnatning på kirkeloft, skjul i grøftekanter o.s.v, kommet helskindet til Sverige. Det nåede min kone at få at vide, inden hun døde, og det var hun meget lykkelig for.

Kort tid efter skulle jeg synge i radioen. Det gik, syntes jeg, godt, og nogle dage efter ringede fru Lise Bock fra National Scala til mig og spurgte, om jeg var interesseret i at synge på China-Varieteen i Stockholm. Hun fortalte, at direktør Stemez havde hørt min udsendelse i radioen, var begejstret og ville engagere mig. Jeg var meget glad for tilbudet, og fru Borck formidled kontrakten. Det var jo mit første store engagement i udlandet, så jeg var meget spændt og noget nervøs. Samtidig var jeg dog mig selv bevidst, at det nok skulle gå, da jeg jo overalt i Danmark havde haft stor succes, og jeg vidste, at jeg var den eneste i Europa, der imiterede alle de berømte sangere. Jeg var først engageret til National-Scala og Lorry – også med stor succes, og så kom turen til Sverige.
Jeg havde sovevogn fra Malmø og ankom om morgenen til Stockholm, og tænk, der var en herre på stationen for at modtage mig og vise mig vej til China, som lå lige op ad Bern Saloner og operaen, altså næsten midt i byen. Jeg fik også anvist, hvor jeg skulle bo og fik at vide, hvad tid der var prøve næste dag. Jeg fik ikke megen søvn den nat; men mødte næste dag til prøve og fik tildelt en garderobe. Prøven gik fint med kapelmester Enders, og nu var der spænding på til premieren. Jeg var i god tid på varieteen og iførte mig kjole og hvidt, som var min sædvanlige påklædning ved
mine optrædender.

Aftenen kom med fuldt hus. Jeg blev anmeldt og gik ind på scenen til et pænt bifald, og musikken spillede op til "Dein ist mein ganzes Herz", som jeg sang som Richard Tauber. Stemmen slog godt an, og jeg sang virkelig godt. Da jeg sluttede, rejste Rosita Serano sig op fra sin plads i parkettet og råbte med sin høje stemme "bravo" og klappede i hænderne, og dernæst lød det, som om hele varieteen faldt sammen af klap og bravo-råb fra hele salen. Og sådan gik det efter hvert nummer. Jeg sang som Kiepura, Gigli, Chaliapin, og da jeg til slut gav Max Hansen, ville bifaldet ingen
ende tage. Det var en kæmpe-succes; men nu var det jo spændende, hvad kritikken ville sige. Den har jo tit en anden mening end publikum; men da jeg så den, blev ieg lykkelig. Den var strålende. Et blad skrev, at jeg alene var entreen værd, og et andet, at min stemme var lige så god, som dem jeg imiterede og det melIem 9 nationer.

Nu var jeg klar over, at min lykke i Sverige var gjort. Nogle dage efter fik jeg et tilbud om en udsendelse i Sveriges Radio. Det blev også succes. Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på ordsproget: En profet er sjældent agtet i sit eget fædreland Jeg havde. som ung, en veninde, der spillede udmærket klaver. Hun var datter af fisker Hans Nielsen. I hendes hjem sang og spillede vi tit sammen, og ofte sad hele familien i en stue ved siden af og hørte på. Da jeg var i Sverige, sad familien en aften, som så ofte før, og lyttede til den dejlige musikudsendelse fra Sverige, og da de hører en sanger, der synger "Heute Nacht oder nie", siger Hans Nielsen: ”De' æ' nu li'e møj', men så'n ka' Egon nutte sø’e!". De hører videre., og speakeren siger: "Og nu imiterer Egon Madsen Richard Tauber med "Dein ist mein ganzes Herz"!" hvorefter Nielsen udbryder spontant: "Ja. men de' var jo Egon!" - Jeg er ingen profet; men det er vel en parallel til ordsproget.

Nogle dage efter udsendelsen blev jeg ringet op af nordens største engageringsbureau's direktør, Enval. Han var begejstret for udsendelsen og ville engagere mig til sit bureau med eneret over mig.
Jeg var så oppe og tale med ham og skrev under på en meget fin kontrakt for et år. Og nu gik det rundt i Sverige til folkeparker, idrætsmesser, teatersale o.s.v., og overalt blev det succes.

Der skulle være en stor koncert i Rådhushallen - den blå sal - hvor de kendteste fra operaen i Stockholm skulle medvirke. Det var i anledning af "Barnets dag", og koncerten skulIe sendes i radioen. Jeg blev engageret som eneste solist uden for operaen. Der var flere fra kongehuset, så det var jo meget spændende. Jeg kom på efter Joel Berglund, den senere chef for operaen og en pragtfuld sanger. Han gjorde selvfølgelig stor lykke. Så kom jeg på scenen og blev pænt modtaget. Jeg havde jo efterhånden fået et godt navn i Stockholm, og der var ofte notitser og interviewer i de stockholmske aviser med mig. Nå, jeg begyndte med ”Heute Nacht oder nie" som Jan Kiepura, og et kolossalt bifald fulgte. Så kom ”Richard Tauber” . Endnu mere bifald og bravo-råb. Dernæst Edvard Persson, som jo alle kendte, - og da var det, som huset skulle falde sammen af begejstring; bifaldet ville ingen ende tage. Da til mig med komplimenter og lykønskninger. Det var helt vidunderligt.

Efter det blev jeg ringet op af Gustav Wally og tilbudt engagement i hans sommerrevy. Jeg forelagde det for min impresario, Enval; men han sagde, at han ville garantere mig en større indkomst med færre optrædender, og derved blev det så.

Det var helt utroligt, al den opmærksomhed, der blev vist mig. Jeg blev inviteret ud i det store filmcentrum og overværede nogle optagelser. Jeg blev inviteret til frokost i filnstudiet med nogle af Sverige's berømteste filmskuespillere. Meget interessant var det og søde og venlige mennesker allesammen. Jeg blev også inviteret til spisning i den russiske ambassade med ægte russisk kaviar, champagne og andet mundgodt, og så hørte vi granmofonplader med bl.a. den berømte tenor, Alexander Smirnov, som min kone havde sunget sammen med i Wien, hvad der imponerede dem meget. Det var rare og kultiverede mennesker at være sammen med.

Til den årlige eksamen for operaeleverne blev jeg inviteret sammen med Max Hansen, og pressefotograferne bad os komme ud i et værelse for at blive fotograferet sanmen. Næste dag var billedet i alle bladene.

Der var stor folkefest ude i et tivoli, hvor Jussi Björling og jeg skulle synge, og det blev en gevaldig stor succes. Jussi
kendte jeg fra København, hvor han med min kone og mig havde spist frokost i Wivex.

Mange private sammenkomster med kendte personligheder blev jeg inviteret til, og så kom igen et stort engagement, nemlig på Berns Saloner, nordens største etablissement. Der var kinesisk restaurant, hvor man spiste med pinde, og der var en almindelig afdeling med a la carte og et stort orkester spillede til internationale kunstnere. Marlene Dietrich var solist i programmet før mig, så jeg var spændt på, om jeg kunne gøre mig lige så godt som hun, der var verdens-berømt. På premiereaftenen var jeg nervøs. Salen var fuld med personligheder fra bl.a. teater, film og variete. Nu var jeg jo blevet meget populær og gik trods alt fortrøstningsfuld på scenen, og et meget varmt bifald hilste mig. Jeg havde efterhånden udvidet min optræden og appellerede til publikums fantasi. De skulle forestille sig, at de befandt sig i en
stor velgørenhedskoncert med Max Hansen som konferencier og medvirken af berømte sangere. Jeg begyndte at tale med Max Hansen’s accent, og straks brød latteren og klapsalver løs. Nu var jeg sikker på, at jeg havde publikum i nin hule hånd.

Som programnet skred frem, blev bifaldet større og større, og efter sidste sang klappede publikum i takt. Jeg havde min garderobe på første sal, og der var jeg oppe tre gange og blev klappet ned igen på scenen, og jeg måtte give tre ekstranumre. Min succes var langt større end Marlene Dietrich's.

Nu havde jeg lagt Stockholm for mine fødder, og det gik atter ud omkring i Sverige igen. Først "Liseberg" i Göteborg med stor succes, - så Malmö - og videre ud i det store land, overalt med strålende anmeldelser i aviserne

I Stockholm oplevede jeg befrielsesdagen. Jeg havde forinden sunget for de frigivne fanger fra tyske koncentrations-lejre. Nu gik vi fulde af glæde og befrielse op og ned ad Kungsgatan.

I mellemtiden havde jeg fået min kones datter, Lily, til at indstudere nogle sange som Rosita Serano, Marian Anderson, Karin Juel og Alice Babs, så nu kunne vi optræde sammen med et stort program. Vi blev da også engageret mange steder i Sverige og også i Danmark: men først blev jeg alene engageret til Norge's mest kendte revy-
teater, Chat Noir, i Oslo.

Så havde jeg to radioudsendelser, og i den ene fik jeg lov til at sende en hilsen hjem til min mor i Kerteminde. Derefter igen engagement til Chat Noir i Oslo. I programmet før mig optrådte Josephine Baker naturligvis med stor succes, hvad jeg gudskelov også opnåede I den tid var der et dansk cirkus i Oslo, og én af artisterne var Harald Madsen, også - eller især kendt som ”Bivognen". Jeg var i cirkuset en dag, da der var prøve, og jeg hilste på ham. Det var helt mærkeligt at stå og tale med denne berømte komiker, som man som barn og ungt menneske havde beundret og moret sig kongeligt over i biografen.

Fra Oslo gik det til Den Nationale Scene i Bergen. Alene rejsen tværs over Norge, gennem skønne dale med elve og over fjelde med sne, - ja, det var en stor oplevelse. Det var en dejlig scene at optræde på, - en rigtig teaterscene, og det gjorde det ikke mindre hyggeligt og morsomt, at Gerda Gilboe, som jeg kendte fra København, også var der. Vi havde nogle dejlige udflugter i omegnen. Hendes mand havde nemlig en motorcykel med sidevogn, som vi kørte på. Gerda havde en lille nyfødt med, som jo af og til måtte have en "tår". Men hvad der var specielt morsomt, var, at på
grund af afbud fra et af numrene, blev "Gårdsangerne" engageret altså Gårdsangerne fra Kerteminde; tre brave mennesker, som jeg havde mange dejlige timer sammen med om dagen. Da det kneb tidt for dem at klare deres sange. tilbød jeg at give dem noget sangundervisning, som hjalp dem meget, og det var de meget taknemmelig for. De havde jo aldrig lært at synge, og så er det svært aften efter aften at klare sig på naturstemme uden sangteknik.
Medens Jeg var i Oslo, havde ieg også en optagelse til radio.

Fra Norge gik det så igen til København med engagenenter i National-Scala og Lorry. Efter nogle engagementer i København sammen med Lily, syntes hun, at hun ville ud i verden og prøve vingerne selv. Hun ville til Paris, og hun fik rejsepenge m.v., så hun kunne klare sig nogle måneder. Nu var jeg igen alene, og det var ikke rart, selv om jeg havde mange gode venner og veninder, der korn og besøgte mig de dage, jeg var hjemme eller optrådte i København. Ind imellem havde jeg mange foreninger, hvor jeg var solist, og det blev ganske godt betalt.

I Sverige havde jeg tjent så godt, at jeg kunne købe mig en bil. Det blev en Chevrolet med 6 cylindre. Den gik prag-tfuldt, og i den kørte jeg rundt i Sverige til mine forskellige engagementer. Der var mange anstrengende ture imellem. Efter en 4-600 km’s kørsel skulle jeg hen til stedet, hvor prøven fandt sted, hjem på hotellet og spise, klæde om i kjole og hvidt og så på scenen. Mange gange, hen på efteråret, var det så koldt, at min ånde stod ud af munden som tobaksrøg. Jeg sang jo ofte i fri luft. Efter de store succeser i Sverige og Norge kom der mange tilbud fra det store udland sydpå: Tyskland, Schweiz, Frankrig og Østrig. Overalt stor succes. Nu var jeg virkelig i flere år Danmarks
eneste internationale entertainer og sanger.

I Slesvig optrådte jeg i "Schleihalle" sanmen med Polo Rivels, og dér havde jeg en speciel oplevelse: Konferencieren hed Neander, og han og jeg gik en dag en tur sammen i byen. Han fortæller, at han var meget bedrøvet, idet en god ven af ham i Danmark var blevet myrdet, og indskudt siger jeg, at han hed Jens. "Ja," siger han, "kendte du ham?” Jeg fortalte ham, at jeg var ven med den dame, han boede hos, og hvor han blev myrdet. Det var det såkaldte "brevpressemord”. Jens var bøsse, og han havde taget en fyr ned hjem, som begik mordet. I fortsættelse heraf fortæller jeg, at jeg også bar på en stor sorg, idet min kone var blevet skudt af en nazist, var kommet på Nyelandslazarettet og opereret, men døde. ”Ja," siger Neander, "hun hed Rena Pfiffer Madsen, og jeg var med ved operationen!" Han fortalte videre, at han havde været sygehjælper ved lazarettet, men var ikke nazist. Han havde hjulpet flere indlagte danskere med at få breve ekspederet til pårørende, og han fik siden lov at blive i Danmark og arbejde der.

Efter Schleihalle skulle jeg til "Astoria" i Bremen. Et helt nyopført teater med alle faciliteter. Et skønt teater at optræde i. En aften, hvor jeg havde stået og sunget bl.a. som Mario Lanza, blev jeg inviteret ned i salen af en amerikaner, som var inpresario og var i Europa for at finde nye talenter til Amerika. Han fortalte mig, at han troede, det var Mario Lanza selv, der sang, da han kom ind i salen. Han tilbød mig rejse til Amerika og hjem for at komme over og synge ved en præsentationskoncert. Det var jo et flot tilbud; men jeg sagde nej tak. For det første havde jeg rigeligt at gøre i Europa, og for det andet har jeg altid været bange for Amerika. Jeg fik nogle måneder senere et telegram fra ham, at tilbudet stadig stod ved magt; men jeg beklagede.
Fra Bremen tog jeg til Hannover til en pragtfuld variete. En af Tysklands største og mest anerkendte, der hed G.O.P. Der var jeg tillige med et kendt dansepar, som jeg havde optrådt med i National-Scala, og vi hyggede os meget sammen. Derefter kom turen til Schweiz. Først Zürich, så Bern. To dejlige varieteer med fuldt hus hver aften og stor succes. Schweiz er et dejligt Iand, og vi nød hver dag dernede. Med i programmet var to andre danskere, som også var meget kendt herhjemme i Danmark, nemlig Dan og Baxen, et komisk musikalsk nummer. De spillede flygel og violin. Dem gik jeg ture med om dagen, når vi havde fri. Og sikke pragtfulde butiksvinduer at se på - med guld, sølv og ure i hele gaden.

Jeg var lige kommet hjem til Danmark fra Schweiz, da Ingvar Blicher-Hansen ringede og spurgte, om jeg ville tage til Paris og indsynge et program, der skulle udsendes over 40 radiostationer i Amerika. Det var en Marshall-udsendelse. Det ville jeg naturligvis gerne og rejste derned med fly. Jeg havde tidligere været nogle måneder i Paris, og det var et vidunderligt ophold, hvor jeg bl.a. gik på Alliance Francaise og lærte noget fransk.

Hjemkommen fra Paris ville jeg have noget ferie. Jeg ville til Italien og købte billet til Rom via Wien. Ankomnen til Wien, hvor jeg havde nogle bekendte, blev ieg anbefalet at synge for på akademiet, der just havde optagelsesprøver i de dage. Jeg meldte mig, sang Cavaradossi's arie af Tosca og blev optaget som den ældste elev, der nogensinde var optaget på akademiet. Jeg var da 49 år. Dér gik jeg så og fik mange dejlige opgaver, og til den store eksamen med fuldt hus sang jeg Don José i Carmen og Cavaradossi i Tosca. Det gik vældig fint; jeg fik megen ros og blev antaget for
det næste år. Skolen var to-årig. Men nu ville jeg hjem igen; thi jeg længtes efter de hjemlige strande. Jeg holdt min 50-års fødselsdag i Wien hos gode venner. Jeg havde, syntes jeg, sunget længe nok og havde i øvrigt læst i en bog, som Caruso havde lagt navn til, og hvori han siger, at enhver sanger skulIe slutte karrieren, når han blev 50 år.

Jeg fik dog endnu flere tilbud herhjemme og tog nogle enkelte engagementer i Sverige. Linköping var det sidste sted, jeg optrådte i Sverige, og hvor jeg for øvrigt optrådte sammen med Manja Mourier, som jeg havde det vældig rart med. Hjemkommen til Danmark fik jeg tilbud om at synge i Sønderborg, og det blev så min sidste optræden officielt.

Nu ville jeg hjem til Kerteminde og nyde mit otium sammen med min mor og familien. Jeg solgte min villa i Charlottenlund og flyttede med en del af mit indbo til Fiskergade i mit gamle barndomshjem.

I Kerteminde var jeg temmelig populær og blev opfordret til at synge ved enhver festlighed i byen, hvad jeg gerne gjorde. Jeg meldte mig ind i min gamle fodboldklub og spillede på oldboysholdet. Året efter blev jeg valgt til formand for klubben. Det var et større arbejde, end jeg havde tænkt mig. Der var jo mange hold, og jeg skulle være alle vegne. Efter hver kamp skulle jeg sende resultaterne til D.B.U., og det alene var et ret ansvarsfuldt arbejde. Jeg skulle være med til at sætte hold til kampene og havde mange telefonsamtaler med andre klubber. Det holdt jeg til i to år; men så meldte jeg fra.

Nu havde jeg endelig den frihed, jeg havde længtes efter. Jeg købte mig en lille motorbåd og fiskede lidt fra den. Større glæde havde jeg af en pram, jeg købte. Fra den blussede jeg ål i fjorden, og jeg stangede mange. Det var pragtfuldt i de mørke aftener og nætter at padle med lygten i forenden og se alt det liv, der rørte sig på bunden og af og til stange en dejlig ål. Jeg havde også åleruser, i hvilke jeg fangede både ål og rejer.

På et tidspunkt købte jeg et lille landsted i Mesinge, en 6-7 km nord for Kerteminde. Der var 3 tdr. land til og en pragtfuld have på ca. ½ td. land med skønne gamle frugttræer af alle slags. Min mor var født i en nydelig gammel gård, der lå lige ved siden af, så hun elskede at komme derud. Vi var der også næsten hver dag sommeren igennem. Stedet blev kaldt ”godset", så jeg var pludselig blevet "godsejer". Jeg havde det en 5-6 år; så døde min mor, og jeg skulle overtage barndomshjemmet i Kerteminde. Det var naturligvis svært at have hus to steder, så jeg solgte ”godset" og boede fast i Kerteminde. Men hvor havde vi dog haft nogle vidunderlige år derude med familie og venner og bekendte. Mor havde megen familie på Hindsholm, som vi kom meget sammen med til stor gensidig gæde.

Jeg var blevet medlem af Kerteminde fugleskydningsselskab og skød ét af de første år halen ned og fik en præmie. Nogle år efter skød jeg to år i træk et medlem til fuglekonge. I 25 år sang og underholdt jeg ved den årlige frokost; men da jeg efter alle disse 25 år ikke fik så meget som en blomst, meldte jeg mig ud i skuffelse.

Da jeg holdt op med at rejse og synge, begyndte jeg at male og har glædet nange mennesker med et billede, foruden at jeg selv har haft stor glæde af den ædle malerkunst. Som stor skoledreng legede jeg meget med Frits Syberg’s drenge og følte mig som hjemme på "Pilegården", som lå i udkanten af Kerteminde. Det var et dejligt sted at lege: Om sommeren i den store smukke have med alle slags dejlige frugttræer og markerne rundt om. Vi spillede fodbold og
havde mange andre sommerfornøjelser. Om vinteren løb vi på skøjter på en dam i nærheden eller på Tårbystranden, som også var i nærheden af Pilegården. Vi måtte næsten alting for Frits Syberg. Han var et ualmindelig rart menneske, og dér fik jeg allerede snuset til malerkunsten. Der var dejlige billeder at beundre inde i stuerne.

Nu, hvor jeg var vendt tilbage til Kerteminde, fik jeg rig lejlighed til at beundre en anden kendt Kerteminde-maler, nemlig Regnar Lange, som var fætter til min mor. Han var en meget talentfuld Lillestrands- og fuglemaler. Regnar var så godt som daglig gæst hos os. Han boede også i Fiskergade, kun to minutter fra os. Tit spiste Regnar middag hos os eller drak eftermiddagskaffe. Han elskede kolde pandekager med honning, hvad han fik, hver gang min mor havde bagt pandekager. Så tegnede han for mig og forklarede mig forskelligt, om farverne og om maleri i det hele taget.
Perspektivtegning fik jeg bl.a. en del at vide om.

Regnar døde desværre alt for tidligt, og han blev meget savnet. Vi var mange, der kunne lide hans lidt specielle måde at være og leve på.